TELEMATIC PERFORMANCE er ét ud af en række forskningsinitiativer med kunstfaglig tilgang i regi af BOXIGANGA PERFORMANCE TEATER. Projektet ledes af Kjell Yngve Petersen og Karin Søndergaard og assisteres af installationsgruppen tabla.dk.

Støttet af bl.a. Kunststyrelsen

Links
# www.boxiganga.dk

# hent pressemeddelelse

 
   
OM FORESTILLINGEN
BOXIGANGA PERFORMANCE TEATER
TELEMATIC PERFORMANCE LAB
– scenekunstneriske laboratorier

11. – 27. feb 2005
BOXIGANGA PERFORMANCE TEATER er tilbage i KANONHALLEN med et kunstnerisk forskningslaboratorium, TELEMATIC PERFORMANCE LAB, hvor scenekunstens muligheder med telematiske teknologier udforskes af et internationalt sammensat team. Formålet er at afprøve og udvikle metoder og teorier til kunstnerisk forskning.

I et krydsfelt af kunst og videnskab udforsker Boxiganga scenekunstens møde med telematisk teknologi.

Telematic Performance Lab er en undersøgelse af menneskelige oplevelsessituationer, specielt mellem-menneskelige relationer, som de udfolder sig i telematiske konstruktioner. Med telematiske systemer iscenesætter teamet 5 sceniske rum som refleksive installationer, og med udgangspunkt i scenekunsten og dens forskningstraditioner udvikles instantierede forståelsesmodeller, hvori forholdene kan erfares.

I de 5 sceniske installationer, som opstilles i hele Kanonhallens teaterhal, iscenesættes de besøgendes sansning af sig selv og omverdenen - de bliver hovedpersoner i opførelsen af deres egen oplevelse. Med denne situationering af mennesket som konstruktør af sin egen oplevelse, opstår der spørgsmål som: Hvad er vi, når vi performer - når vi er teatrale for hinanden - hvordan er det, vi i bund og grund undersøger og udlever vores forhold til hinanden?

Installationerne indeholder kameraer, projektorer og computere. Kameraet filmer mennesket, og dets projektioner danner baggrunde, samtidig med at de udgør hele omverdener eller dele af en labyrintisk scenografi. Mønstre af real-time-flow opstår, når visuelle indtryk transmitteres fra kamera til computer og videre til video-projektion - og viser sig som flytninger af virkeligheder med sine forskydninger af tid, sted og synsvinkler.

Den performative scene, de sceniske installationer, afspejler, at verden i dag udgør en kompleksitet af medierede forhold. Installationerne demonstrerer for de involverede en slags genopdagelse af sansningernes udgangspunkt - kroppen og mødet mellem mennesker og deres sansning af hinanden og det, de oplever sammen. Tilskueren ikke blot bevidner en opførelse, men involveres i scenens fortælling - tilskueren befinder sig i en dobbelt rolle - som samtidig både betragter og performer i den sceniske konstruktion.

Med afsæt i denne problematisering af rollen som den skabende tilskuer kan installationerne i Telematic Performance Lab betragtes som omvendt scenografi. En scenografi, der iscenesætter tilskueren som hovedpersonen, der selv organiserer sin oplevelse af verden.